Jeg venter i lyset

Du kigger på mig med en undren, du bedst kan beskrive selv

Du kalder den ærefrygt, jeg siger, du ser pæn ud

Og jeg er vel ikke en klippe, man ik' kan forcere?

Og ej heller Beethovens niende symfoni?

Du siger, du forstår mine håbløse analogier

Jeg smiler fordi, jeg kan mærke, du ægte kan lide mig

Selv når jeg kådet kammer over i højlydte stingpariodier(?)

Jeg elsker jo bare, når du griner

Du rækker mig kaffen og tager en bid af dit røræg på brøddet

Du siger, jeg er den, som du kender, der er allermest menneske

Jeg rækker min hånd ud og niver dig blidt i dit kindben

Jeg ved ikke rigtigt hvorfor

Men jeg føler mig lykkelig, og det er vel nok

♪

Så bærer vi opvasken ud, og jeg lægger min hånd på din lænd

Og puffer dig venligt foran mig og rører ved din balle

Jeg forestiller mig sollyset smukt reflekteres

I ruderne overfor

Og rammer dit ansigt, dit bryst og dit hår

For selvom du startede dagen med at sige, at du svigter dig selv

Fordi du har skubbet ham væk, så er jeg ikke bange mere

Jeg venter i lyset i stuen, imens du tager tøj på

Jeg hører dig sukke en del

Til sidst er du lettet og kærlig og hel